Hvidløgssnurrer med persille og manitoba mel
De lækreste snurrer med hvidløgssmør og persille. Disse brød er i min verden helt perfekte hvidløgsbrød. – en sprød skorpe, bløde og snasket indeni og med masser af smag. De passer perfekt som tilbehør til en grillaften, en lækker fisk, et stykke kød eller til tapas. Mulighederne er mange 🙂
Du kan selv justere mængden af hvidløg, hvis du ikke er til så meget hvidløg eller bare elsker hvidløg. Disse er lavet med en medium smag af hvidløg, som jeg synes er perfekt.
Det skal du bruge:
Opskriften giver 6 snurrer.
- 2,5 dl. vand (35-37 grader, brug gerne et termometer)
- 12 g. gær
- 400 g. Manitoba mel
- 1 tsk. salt (7 gram)
- 1/2 spsk. smagsneutral olie
- 100 g. laktosefri, økologisk kværnet smør
- 1 lille håndfuld persille
- 2 fed hvidløg
- Flagesalt
- 1 køkkenmaskine
- 1 minihakker
- 1 springform
Sådan gør du:
- Tag smørret ud fra køl og lad det temperere på køkkenbordet imens du laver dejen.
- Gæren røres ud i vandet.
- Tilsæt det halve af melet og lad det røre i 5 minutter på middelhastighed.
- Tilsæt det sidste mel samt salt og lad det køre på køkkenmaskinen i 5 minutter ved middelhastighed.
- Skru en tak op for hastigheden og lad dejen ælte i yderligere 5 minutter.
- Når dejen er æltet færdig tages den op af skålen og foldes ind under sig selv, så overfladen bliver strammet op.
- Kom dejen tilbage i skålen med den stramme og glatte side opad og fordel olien på hele dejen.
- Kom husholdningfilm på skålen, så den er helt tæt og kom derefter et klæde over.
- Stil dejen til hævning et lunt sted (evt. i vindueskarmen) i 1 time.
- Når dejen har hævet i 30 minutter, begynder du på hvidløgssmørret.
- Skær smørret i små tern og kom det i en minihakker med hvidløg og persille. Rør det indtil det har en glat konsistens.
- Beklæd din springform med bagepapir.
- Når dejen er færdig med at hæve, tages den ud på køkkenbordet og rulles ud til en rektangel.
- Fordel hvidløgssmørret på hele dejen og fold den sammen 1 gang, så du nu har en kvardrat, cirka 🙂
- Skær 6 strimler af dejen, sno dem og kom dem i springformen.
- Lad dem efterhæve i 30 minutter, med et fugtigt klæde over.
- Tænd ovnen på 230 grader, så den kan varme op imens dine snurrer efterhæver.
- Bag dine snurrer i 12-14 minutter. (hold øje med dem, da vores ovne ikke bages ens)
- Servere dem, når de er kølet lidt af.
TIP:
Manitoba er sigtet hvedemel med en kraftig bageevne, pga. det høje glutenindhold. Det medvirker til en sprød skorpe og et mere luftigt bagværk, da din dej bliver mere smidig og elastik pga. det høje glutenindhold.
Manitoba mel egner sig også godt til pizza, hvor man ønsker den sprøde skorpe.
Man kan sagtens blande manitoba mel med andre melsorter, eller bage med det rent, som jeg gør her i min opskrift.