Kager

Glutenfri hindbærsnitter

Helt klassiske hindbærsnitter med marmelade og glasur – blot i en gluten- og laktosefri udgave.

De er super nemme at lave, smager jo fuldstændig himmelsk, kan spises i og til enhver anledning, og så kan de faktisk også fryses. Læs mere om dette i mit TIP længere nede i opskriften 🙂 

Mørdejen laves med mandler, som males til mel, samt havremel – hvilket ikke kun giver en sprød og knasende mørdej, men også giver den en noget bedre energifordeling, i forhold til fibre og gode fedtstoffer.

Hindbær marmeladen laves også nemt og hurtigt, og ellers fejler et glas købe marmelade heller ikke noget. 

Opskriften giver 8 lækre hindbærsnitter, og i får den her.

Det skal du bruge:

Glutenfri mørdej:

  • 200 g. havremel
  • 60 g. mandler, malet til mel
  • 40 g. kartoffelmel
  • 80 g. flormelis
  • 150 g. koldt laktosefri smør
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 æg

Hindbær marmelade:

  • 200 g. hindbær
  • 100 g. rørsukker
  • 2 tsk. maizena
  • 4 tsk. koldt vand

Glasur:

  • 150 g. flormelis
  • 2,5 spsk. kogende vand

Sådan gør du:

Glutenfri mørdej:

  1. Bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål og skær smørret ud i mindre tern.
  2. Bland smør og mel sammen ved at smuldre/samle det med dine hænder, eller brug en food processor til formålet. Det er vigtigt at du arbejder mindst muligt med dejen, for at beholde strukturen i smørret.
  3. Nu har du en krummende masse, som du samler med ægget. Ælt ikke mørdejen, men samle den blot hurtigt med dine hænder.
  4. Pak mørdejen ind i film, og kom den på køl i 1-2 timer, så den kan sætte sig. Lav imens marmelade.
  5. Rul mørdejen ud til en firkant på et stykke bagepapir, drys evt. med lidt rismel, hvis der er behov for det, og snit den i 16 lige store dele.
  6. Bag mørdejen ved 175 grader i 15-20 minutter, alt afhængig af din ovn. – mine fik 18 minutter. De skal gerne være fine gylden rundt i kanten.
  7. Lad dem herefter køle helt af, inden du samler dem med hindbær marmelade og glasur.

Hindbær marmelade:

  1. Kom hindbær og sukker i en gryde, og lad det småsimre i et par minutter.
  2. Rør maizenaen ud i vandet og jævn marmeladen. Lad det små koge yderligere i et par minutter, inden du stiller det på køl. Marmeladen skal være helt kold, inden du bruger den.  

TIP:

Hvis du ikke har havre- og mandel mel, så kan du nemt og billigt blende/male dit eget.

Hindbærsnitterne er fryseegnet – ja du læste rigtigt 😉 Frys dem med syltetøj og glasur – hele molevitten, og tø dem op i køleskabet når de skal spises. Mørdejen er stadig en anelse sprød, men ikke helt som nybagt – men de fungere faktisk rigtig godt 🙂

2 kommentarer

  • Anette

    Hej Dorthe
    Jeg har lige bagt dine hindbærsnitter som skal bruges i morgen, tænker nu….kan de lægges sammen og pyntes med glasur i dag uden at blive kedelige?

    • this-gaard@hotmail.com

      Hej Anette.
      Jeg undskylder mange gange for det sene svar – din besked er simpelthen smuttet mig forbi.
      Jeg håber de blev rigtige gode – og ja, du kan sagtens ligge dem sammen med marmelade og glasur dagen før.
      De bedste hilsner Dorthe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *