Aftensmad,  Frokost,  Salater

Buddhabowl med bagt hokkaido, krydret kikærter og quinoa

Jeg elsker buddhabowl – sådan en hvor der både er noget sprødt, noget bagt, krydret, sødt, surt, knas og bare en masse sunde og mættende ingredienser i. Opskriften på denne er med bagt hokkaido og kikærter, krydret med spidskommen og cayennepeber – quinoa, frisk grønkål, feta og en masser knas og topping, samt en syrlig dressing med citron og honning.

Den er supernem og hurtig at lave og du kan forberede alle ingredienser til flere dage, så du lynende hurtigt kan samle dig en sund, mættende og næringsrig frokostbowl eller aftensmad.

INSPIRATION TIL ANDRE BOWLS

Sushibowl med rejer, chilimayonnaise og ristet sesam – Sushi, i en bowl. Dét er lækkert! Den gemmer på ris, edamamebønner, forårsløg, avokado, agurk, mango, rejer og toppes med den lækreste chilimayonnaise.

Vegansk buddhabowl med falafler og tahindressing – En græsk inspireret buddhabowl med ris, kål, tomater, avokado, oliven, syltet rødløg og de BEDSTE falafler, samt en cremet tahindressing. Og så er de altså slet ikke til at holde fingre fra, falaflerne 💚

Poke bowl med laks, quinoa og blåbær – En poke bowl med masser af friske og sprøde grøntsager, quinoa istedetfor ris – varmrøget laks, syltet rødløg, forårsløg, avokado, de lækreste knasende og sprøde soyaristet mandler samt friske blåbær.

Opskriften får I her og giver 2 buddhabowl.

DET SKAL DU BRUGE:

BAGT HOKKAIDO OG KIKÆRTER

  • 450 g. hokkaido (svarende til ½ hokkaido)
  • 1 dåse kikærter
  • 1,5 tsk. Spidskommen
  • ½-1 tsk. Cayennepeber
  • 1 spsk. Olivenolie
  • Salt og friskkværnet peber

DE RESTERENDE INGREDIENSER

  • 2 håndfulde hakket grønkål
  • 70 g. rå quinoa (svarende til 1 dl.)
  • 20 g. feta
  • 5 g. tørret tranebær
  • 5 g. hakket pekannødder
  • Hampefrø
  • Persille

DRESSING

  • 2 tsk. Æblecidereddike
  • 1 tsk. Sennep
  • Saften fr ½ citron
  • 1 tsk. Ahornsirup eller honning
  • 2 spsk. Olivenolie
  • Salt

SÅDAN GØR DU:

  1. Skær hokkaidoen i mundrette stykker og fordel dem på en bageplade med bagepapir. Skyl og dræn kikærterne og kom også dem på bagepladen med hokkaidoen. Krydder med spidskommen, cayennepeber, salt, peber og olie og bag det ved 220 grader i 20 minutter.
  2. Quinoaen koges imens og dressingen laves ved at blande alle ingredienserne sammen – smag den til med salt.
  3. Fordel de bagte hokkaido tern og kikærter i 2 skåle, kom quinoa og grønkål ved. Smulder fetaen ud over, drys med lidt friskt hakket persille, hakket pekannødder, hampefrø, tranebær og slut af med at fordele 2 spsk. Dressing ud over.   

TIP:

Kog quinoaen i forholdet 1:2 – 1 dl. Quinoa til 2 dl. Vand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *