Italiensk paprikagryde
Paprikagryde er en herlig klassiker, og her har den fået selskab af italienske krydderier som rosmarin, timian og soltørret tomater. Den gemmer også på svampe, gulerødder og peberfrugt i en cremet tomatsauce med fløde, paprika, karry og hvidløg.
Det er skøn hverdagsmad, som kan laves på en times tid, og så er sådanne simreretter jo bare altid et kæmpe hit – det er det i hvert fald herhjemme.
Servere paprikagryden med fuldkornsris, eller en omgang kartoffelmos.
Her er lidt flere nemme simreretter, som både kan laves til hverdag og i weekenden.
Mørbradbøffer i fad med svampe, bacon og pølser
Mørbradbøffer i cremet svampesauce med rosmarin og timian
Kyllingefad med grønkål, peberfrugt, kartofler og soltørret tomater
Koteletter i fad med svampe, bacon, pølser og grøntsager
Opskriften på denne skønne italienske paprikagryde får du her, og passer til 6 personer.
DET SKAL DU BRUGE:
- 500 g. svinekød i tern
- 200 g. bacon i tern
- 4 pølser
- 200 g. svampe
- 1 stort løg
- 2 fed hvidløg
- 1 rød snack peberfrugt
- 2 store gulerødder
- 3 spsk. hakket soltørret tomater
- 3 spsk. tomatpuré
- 1 tsk. rosmarin
- 1 tsk. timian
- 1 tsk. sød paprika
- ½ tsk. karry
- 1 L. vand
- 1,5 dl. laktosefri fløde
- 2 spsk. maizena + 1 dl. vand (til jævning)
- Salt og friskkværnet peber
SÅDAN GØR DU:
- Brun svinekødet af ved høj varme i en stor gryde, kom bacon ved og steg det hele yderligere i ca. 1 minut.
- Del imens svampene i kvarte, snit fint løget og kom det op i gryden, hvor det hele steges sammen i et par minutter.
- Skær gulerødder og peberfrugt i grove skiver og stykker, og kom det i gryden sammen med vand, tomatpuré, presset hvidløg, soltørret tomat og krydderrier. Kog retten op, og lad det små simre i 40 minutter, eller indtil svinekødet er mørt.
- Snit pølserne i mindre stykker, og kom dem op i gryderetten sammen med fløde. Kog det hele op, smag til med salt og friskkværnet peber, og jævn paprikagryden med maizena rørt op i vand. Lad retten småsimre i et par minutter, så maizenaen koges igennem, inden du servere den.
TIP:
Jeg har brugt nakkefilet, skåret i tern, til denne gryderet, men du kan også lave den med kylling, som her.
Paprikagryde med kylling og grøntsager
Har du rester tilbage af paprikagryden, så kan det sagtens fryses ned og gemmes på den måde.