
Glutenfrie chokolade cookies med havregryn
En gluten og laktosefri chokolade cookie, som smager af en helt almindelig chocolate chip cookie. – ja det er, hånden på hjertet, lige præcis hvad disse er og gør. For hold nu magle, hvor er de bare gode 🙂
Det er simpelthen lykkes mig at skabe en glutenfri cookie, som er sprød uden på, blød og chewie i midten, fuld af chokolade og som smager helt fantastisk – faktisk lige præcis som en cookie skal være.
De er bagt på fuldkornsrismel og glutenfrie havregryn, så selvom de i den grad også er små (store) sukkerbomber, så gemmer de da på en del kostfibre. Bevares, nu kommer helse lige frem 😉
Jeg håber i vil afprøve dem, for jeg lover jer, at det ihvertfald ikke bliver sidste gang herhjemme.
De minder meget om disse amerikanske chocolate chip cookies i smagen, så hvis man ikke vil have dem glutenfrie, kan de her virkelig også anbefales at prøvebage/smage 🙂
Opskriften giver 18 store cookies.
Det skal du bruge:
- 175 g. blødt laktosefri smør (jeg brugte smørbar fra Naturli’)
- 175 g. sukker
- 175 g. brun farin
- 200 g. fuldkornsrismel
- 200 g. glutenfri havregryn
- 2 tsk. bagepulver
- 2 tsk. vaniljesukker
- 3 tsk. flagesalt
- 2 æg
- 300 g. mørke chokolade knapper (jeg brugte Callebaut 70,5 %)
Sådan gør du:
- Kom smør, sukker og brun farin i en skål og pisk det sammen til en ensartet masse, i ca. 2 minutter. Sukkeret skal ikke opløses helt, så det må gerne knase når du er færdig med at piske.
- Vej rismel og havregryn af og bland det i en skål med vaniljepulver, bagepulver og salt.
- Kom det ned i skålen til smør-og sukker blandingen, sammen med æggene, og pisk det kun lige sammen.
- Kom til sidst chokoladeknapperne i og pisk det meget kort sammen.
- Dejen smulder og hænger ikke helt sammen, men det hjælper varmen fra dine hænder på 🙂
- Form 18 kugler af dejen, med dine hænder, og kom dem på 2 bageplader med bagepapir. Giv hver cookie kugle et tryk, (evt. med en spiseske) så de ca. er 1,5 cm. i højden.
- Bag dem i ovnen ved 180 grader i 14 minutter.

TIPS:
Opbevare dine cookies i en lufttæt beholder eller kagedåse. På denne måde holder de sig fortsat sprøde udenpå og bløde indeni.

Vegansk parmesan
Du vil muligvis også synes om

Glutenfri lagkagebunde med vanilje
9. januar 2022
Flapjacks med gojibær og kokos
2. juni 2020