Kager

Sunde træstammer med sorte bønner

Disse træstammer er intet mindre end helt vildt fantastiske. De smager så vanvittig godt, og ingen bemærker at de gemmer på sorte bønner, havregryn og dadler. De er en smule klistret i konsistensen, smager af rom og kakao, og er pakket ind i marcipan med mørk chokolade. Amen det bliver altså næsten ikke bedre 🙂 De er fyldt med mættende proteiner og kostfibre, og fungere glimrende som et mellemmåltid, eller som en sund snack. De er desuden både gluten- og laktosefri, og uden raffineret hvidt sukker.

Jeg har virkelig glædet mig til at dele denne opskrift med jer, og her får i den.

Opskriften giver 8-10 træstammer.  

DET SKAL DU BRUGE:

  • 1 dåse sorte bønner, drænet
  • 130 g. udstenet dadler
  • 1 dl. GF. havregryn
  • 3 spsk. kakaopulver
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 spsk. rom aroma
  • 2 tsk. kokosolie, koldpresset
  • Lidt flagesalt
  • 200 g. marcipan
  • 100 g. mørk chokolade  

SÅDAN GØR DU:

  1. Skyl bønnerne grundigt i en si, og kom dem op i en foodprocessor Tilsæt de resterende ingredienser (undtaget marcipan og mørk chokolade), og blend det hele til en ensartet romkugle dej.
  2. Rul dejen ud til en lang pølse, pak den ind i bagepapir, og kom den på køl i 1 time.
  3. Drys lidt maizena ud på bordet, og på marcipanen, og rul marcipanen ud i en rektangel.
  4. Pak romkugledejen ind i marcipanen, og del den i 8-10 træstammer.  
  5. Smelt chokoladen over et vandbad, eller i mikroovnen (læs i mit TIP), og dryp det ud over træstammerne, eller dyp enderne ned i chokoladen.
  6. Kom træstammerne på et stykke bagepapir, og på køl, så chokoladen kan få lov at sætte sig.
  7. Opbevare dem i en lufttæt beholder på køl i op til 3 dage.  

TIP:

Hvis du ønsker træstammerne helt uden sukker, så brug en sukkerfri chokolade og kakaopulver, ren vanilje og en marcipan uden sukker.

Det er super nemt at smelte chokolade i mikroovnen, og tager ingen tid. Hak chokoladen i mindre stykker, og kom det op i en skål, som tåler at komme i mikroovnen. Giv chokoladen 30 sekunder, tag skålen ud, og rør rundt i det. Gentag dette 2-3 gang, indtil chokoladen er smeltet.

Træstammerne er fryseegnet, så gem endelig nogle stykker på frost 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *